Ifølge Statens Institut for Folkesundhed vokser hvert 10. barn i Danmark op med forældre, der har alkoholproblemer, og de kan blandt andet få hjælp i Barnets Blå Hus i Vejle.
“Vi hjælper hvert år mange børn og deres familier, som står over for udfordringer på grund af alkoholmisbrug i den nære familie, men der er mange børn – også i Vejle og omegn – som ikke bliver set. Vi har et brændende ønske om at ændre dette med vores nye formidlingsprojekt, så vi kan opdage børnene tidligere og give dem den hjælp, de har brug for,” siger Bente Grauslund Kjeldsen, leder af Barnets Blå Hus i Vejle, som tilbyder gratis behandling og støtte til børn fra hjem med misbrug.
Formidlingsprojektet skal sikre, at Barnets Blå Hus løbende kan formidle viden til fagpersonale på skoler og medarbejdere i kirken i Vejle Provsti, som dagligt er i kontakt med børn og unge.

Lise Søndergård Thomsen
I spidsen for det nye formidlingsprojekt står 39-årige Lise Søndergård Thomsen, der har flere års erfaring med at arbejde med udsatte børn og unge, formidling og frivillige i blandt andet Blå Kors Danmark, som Barnets Blå Hus også er en del af.
Spar Nord Fonden
Det nye tiltag er muliggjort med støtte fra Spar Nord Fonden, og det glæder fondsdirektør Bo Uggerhøj, at de kan være med til at bakke op om projektet.
