I år uddeler Scleroseforeningen omkring 600.000 kroner i julehjælp til familier, der lider af sclerose og kæmper for at få pengene til at række. Det er dobbelt så meget som for fire år siden.
Men behovet for hjælp strækker sig langt ud over julen, påpeger Klaus Høm, der er administrerende direktør i Scleroseforeningen. Foreningen modtager fortsat flere ansøgninger om økonomisk støtte året rundt.
I løbet af 2025 har Scleroseforeningen støttet økonomisk pressede familier med sclerose med i alt 1,7 millioner kroner. Hvis man medregner gratis ferieophold for økonomisk trængte børnefamilier med sclerose samt sommercamps for børn af forældre med sclerose, beløber den årlige støtte sig til over 3 millioner kroner i 2025.
Over 10.000 danske børn under 18 år bor i en husstand med sclerose, og i hver femte husstand er den syge forælder eneforsørger. Mange af disse familier er afhængige af overførselsindkomster, som ikke er steget i takt med inflationen og prisstigningerne på daglige fornødenheder. For disse familier kan det være umuligt at have råd til at give deres børn en jul, der svarer til deres jævnaldrendes.
Ansøgninger året rundt
“Julen er blot toppen af isbjerget. Stadig flere familier med sclerose må kæmpe for at få økonomien til at hænge sammen og lider store afsavn i hverdagen. Vi modtager 15-20 ansøgninger om økonomisk hjælp hver uge året rundt.”
