Med skolernes sommerferie officielt løbet i gang er der for alvor kommet aktivitet i terminalen i Billund Lufthavn.
I en dugfrisk undersøgelse fra Norstat, som er udarbejdet for Dansk Erhverv, forventes det, at cirka 2,4 mio. danskere rejser til udlandet i løbet af de næste par sommermåneder. En stor del af dem vælger Billund Lufthavn som afsæt.
I juni måned gik 398.206 rejsende igennem Billund Lufthavn, hvilket er 0,6 procent færre end samme måned sidste år. Den mindre tilbagegang skyldes, at lavprisselskaberne, anført af Ryanair, har reduceret deres antal sæder.
Til gengæld glæder adm. direktør i Billund Lufthavn, Jan Hessellund, sig over det det flotte chartersalg i sommerferieperioden.
– Vi har et stærkt udbud af rejser til de populære charterdestinationer, så vi forventer en god juli måned, hvor mange vælger at tage mod varmere himmelstrøg fra Billund. Grækenland er den suverænt største charterdestination i år med over 100.000 forventede rejsende i juli og august. Samtidig oplever vi en stor interesse for netværksruterne, der forbinder Vestdanmark med hele verden, hvor de store hubs i London, Amsterdam, Frankfurt og Paris er populære i år.
De fem mest populære charterlande fra Billund i sommeren er:
- Grækenland
- Spanien
- Tyrkiet
- Bulgarien
- Cypern
Fortsat tocifret vækst i luftfragt
Luftfragten i Billund Lufthavn følger igen egne tendenser og håndterede 8.138 tons gods i juni. Det er en stigning på 24,3 procent i forhold til samme måned sidste år. Den globale vækst for luftfragt er 8 procent højere end samme tid sidste år, hvilket lægger Billund Lufthavns cargooperation solidt over markedet.
Den positive udvikling skyldes en højere verdensomspændende efterspørgsel, og at raterne på globalt plan holder et højt niveau til trods for en traditionelt mere stille periode. Adm. direktør Jan Hessellund er glad for, at væksten holder ved i Billund Lufthavn.
–Vi er meget tilfredse med den fortsatte vækst i vores luftfragtsoperation. Det er et klart tegn på, at vores strategier bærer frugt, og at vi formår at imødekomme den store globale efterspørgsel. Vores stærke placering over markedsgennemsnittet vidner om vores position som en væsentlig aktør inden for luftfragt samt de gode partnerskaber med fragtflyselskaberne.